Kvalificeret arbejdskraft - det er lige os!

”Hvis arbejdsmarkedet er klar til os – så er vi nu klar til det”, lyder det fra Magnus T. Christensen fra Vestkajens Maskinværksted, Mikkel M. Hansen fra Orskov Yard samt Rune Olsen og Morten Knudsen fra VMS Group, der står med hvert sit dugfriske svendebrev som skibsmontører. Et svendebrev, der åbner dørene til et arbejdsmarked, der i den grad efterspørger kvalificeret arbejdskraft.

De fire lærlinge har været omfattet af den maritime lærlingeordning, der huses af MARCOD, og som omfatter i alt 60 lærlinge ansat henholdsvis hos Orskov Yard, VMS Group, MAN Energy Solutions, Hirtshals Yard, Soft & Teknik, Mariendal Electrics, Vestkajens Maskinværksted, KM Automatik, Victor samt KS Maskinteknik.

Lærlingekoordinator Anette H. Sørensen har fulgt de ny udlærte unge mænd gennem deres læretid og på spørgsmålet om, hvorfor de har valgt lige netop skibsmontøruddannelsen, er svarene, at det er en uddannelse, hvor ingen dage er ens, man får mulighed for at rejse jorden rundt, og man skal bruge både hoved og hænder.

Rune Olsen har allerede i sin læretid været på så mange rejsejobs, at han kan skrive jorden rundt på CVet. En mulighed Magnus T. Christensen ikke har haft i sin læretid, men som han har en drøm om at indfri, nu hvor han er udlært.

- Skibsmontøruddannelsen er en meget alsidig uddannelse, hvor rejseaktiviteten afhænger af den enkelte virksomheds produkter og ydelser, fortæller Anette H. Sørensen.

Nogle lærlinge lever og ånder for at komme ud i verden, mens andre har det bedst med dagligt at kunne køre til og fra arbejde, og selv om navnet skibsmontør henleder tankerne til den maritime branche, er det en uddannelse, der kan bruges i mange andre brancher.

- De fire ny udlærte står derfor med nogle super stærke kort på hånden i forhold til deres fremtidige arbejdsliv, siger Anette H. Sørensen.

Også hos EUC Nord oplever man i dette skoleår en markant stigende interesse for uddannelsen til skibsmontør, som også er mulig at gennemføre som en EUX uddannelse, hvor man kombinerer en erhvervsuddannelse med en gymnasial eksamen.

Pt. går tyve elever på uddannelsen første del grundforløb 2, og yderligere kommer der elever fra grundforløb 1, hvor eleverne har valgt indgangen Teknik, Metal og Motor. Sidstnævnte har endnu ikke valgt uddannelse, men der er flere der har tilkendegivet, at de vil gå videre på skibsmontøruddannelsen til januar, siger uddannelseschef Jesper Clausen.

At tage en erhvervsuddannelse er et rigtigt godt valg, og disse fire unge mænd er stolte af deres uddannelse og med et solidt svendebrev og faglig stolthed i bagagen, så kommer man rigtig langt, er de alle enige om.

 

På billedet fra venstre: På billedet fra venstre: Søren Krogh, Kim Brohus, Rune Olsen fra VMS Group, Brian Sproegel og Magnus T. Christensen fra Vestkajens Maskinværksted, Morten Knudsen fra VMS Group, og Mikkel M. Hansen og Kim Hansen fra Orskov Yard

UdskrivE-mail

Hirtshals Service Group
Læssevej 14
9850 Hirtshals
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Tlf: +45 98 94 35 91