Alfa Laval – et lærested hvor lærlingen er i fokus

Alfa Laval i Aalborg giver klejnsmedelærlingene mulighed for at arbejde med så mange sider af smedefaget som muligt.

Nicklas T. Petersen er i lære som klejnsmed hos Alfa Laval i Aalborg, men for tiden afprøver han smedefaget et helt andet sted med helt andre slags smedeopgaver end dem, han dagligt møder hos Alfa Laval.

For Alfa Laval er det højt prioriteret og af stor betydning, at virksomhedens lærlinge bliver så dygtige som muligt, og at de opnår de mål og kompetencer, som de skal i henhold til uddannelsesbekendtgørelsen. Alfa Laval i Aalborg er udfordret på at kunne give smedelærlingene alle kompetencerne, hvorfor de har fundet samarbejdspartnere, der kan hjælpe lærlingen med at opnå de uddannelsesmål, som virksomheden i Aalborg ikke selv kan tilbyde. Som partner i den maritime lærlingeordning, der til dagligt huses af MARLOG, er Alfa Laval i netværk med bl.a. værfterne Hirtshals Yard A/S og Orskov Yard A/S.

Klejnsmedelærlinge på de to værfter tilegner sig netop de kompetencer, som Alfa Laval lærlingen mangler, og de tre virksomheder har derfor indgået et samarbejde, hvor Alfa Lavals klejnsmedelærlinge får en del af sin praktiktid på et værft. Her lærer lærlingen blandt andet at flammeskære, arbejde i tykke pladedimensioner og svejse i sværvæggede rør.

De sidste uger har Nicklas dagligt stemplet ind hos Hirtshals Yard, hvor en helt ny smedeverden har åbnet sig for ham. Han oplever blandt andet, at der er stor forskel på at arbejde på en ordreproducerende virksomhed, og en virksomhed der udfører service og reparationer.  

”Opgaverne jeg bliver stillet her på Hirtshals Yard kræver, at jeg skal bruge min kreativitet på en helt anden måde end i opgaverne, som jeg løser hos Alfa Laval” fortæller Nicklas. F.eks. når ejeren af skibet ønsker noget ændret, så må vi sammen snakke om, hvordan opgaven løses, og hvad er muligt. Måske er den ting, vi skal have ud af skibet for stort til at kunne komme op af en dæksluge, og hvad gør vi så? Løsningen skal vi selv finde, og det er helt vildt spændende og udfordrende” fortæller Nicklas.

”Det mest lærerige ved opholdet på Hirtshals Yard er nok, at jeg får mulighed for at se koblingen mellem det, jeg producerer hos Alfa Laval, i forhold til hvor det efterfølgende skal bruges. F.eks. skulle et skib have monteret et ballastvand system, og her fandt jeg ud af, hvorfor det er vigtigt, at f.eks. flanger placeres nøjagtigt, som tegningen påskriver” siger Nicklas.

Lærlingekoordinator Anette H. Sørensen har været en del af at få samarbejdet mellem virksomhederne sat i søen.

”I mit arbejde handler det om at lytte til virksomhederne i den maritime lærlingeordning. Hvor er det, de har udfordringer, og herefter hvad kan jeg gøre for at hjælpe dem. Da Alfa Laval gav udtryk for, at virksomheden mangler at kunne tilbyde klejnsmedelærlingen nogle processer, dannede vi os et helt konkret overblik over hullerne. Herefter kiggede jeg på virksomhederne i den maritime lærlingeordning. Hvem kunne hjælpe Alfa Laval? Det kunne værfterne. Det er super inspirerende at kunne få enderne til at mødes som her, hvor det gælder om at kunne dygtiggøre lærlingene så meget som overhovedet muligt” fortæller Anette H. Sørensen.

Mester Søren G. Mathiasen fra Alfa Laval og direktør Peter R. Jørgensen fra Hirtshals Yard er begge glade for samarbejdet. For ud over at Nicklas fagligt dygtiggøres, giver udstationeringen ham samtidigt mulighed for at kigge ind i en anden type virksomhed og få udvidet sit netværk.

”Der er én ting, der helt klart er til fælles på de to virksomheder, og det er super dygtige svende, der brænder for at lære smedefaget og alle fagets tricks fra sig”, slutter en smilende Nicklas, der føler sig enormt privilegeret over at være i lære hos en virksomhed som Alfa Laval, der investerer i sine lærlinge ved at lade dem komme i rotation til en anden virksomhed og dygtiggøre sig.

Øvrige virksomheder i den maritime lærlingeordning tæller desuden EnTech Marine, MAN Energy Solutions, Mariendal, Soft & Teknik, KM Automatik, KS Maskinteknik, RASI Maskinfabrik, Vestkajens Maskinværksted og SeaMech.

Peter Nicklas Soren

Billede fra venstre:

Peter R. Jørgensen direktør Hirtshals Yard, Søren G. Mathiasen Team Manager

Alfa Laval og klejnsmedelærling Nicklas T. Petersen

Udskriv Email

Hirtshals Service Group
Læssevej 14
9850 Hirtshals
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Tlf: +45 98 94 35 91